|
Vejret var fint for årstiden: 5-8 m/sek, men solen gik ned kl. 20, så der var ikke tid til svinkeærinder som f.eks. at lede efter Strynøbøjen, derfor blev det den korte bane 3 på 4,2 sømil. Den skulle være så let, - bare op og ned af banen med bøjerne på den angivne side, men ak og ve: Det siges, at rigtige mænd ikke læser manualer, de græder kun engang imellem. Noget tyder på, at rigtige sejlere heller ikke læser sejladsprogrammer, de bliver bare disket en gang imellem! - I hvert fald gik kun 3 ud af 7 både den rigtige vej om bøje 4. "Peggy Gordon" rundede først - den forkerte vej, - og 3 "lemminger" fulgte efter. De uventede strafpoint øger spændingen før sidste onsdagssejlads: bortset fra nr. 1 og nr. sidst ligger bådene nu meget tæt placeret!
|